Nyheder

29. april 2019

Analyse for nedbrydningsrest fra svampemiddel, som blev anvendt indtil år 2000.
Vandværket har i sin seneste analyse fra den 29. april 2019 også fået analyseret for det nye stof - chlorothalonil-amidsulfonsyre - som er mistænkt for at være kræftfremkaldende og at påvirke vores arveanlæg. Stoffet blev ikke fundet i analysen. 

Selve analysen kan ses under punktet: Vandkvalitet/analyser

27. januar 2019.

Nyt om blødgøring

Bestyrelsen har arbejdet med at undersøge mulighederne for eventuelt blødgøring af vandet til forbrugerne. Der er i de seneste par år sket en stor udvikling på dette område, og der er jævnligt kommet nye eller forbedrede systemer på markedet. Bestyrelsen har senest deltaget i seminarer i regi af foreningen Danske Vandværker, og er blevet orienteret om, hvilke systemer der vil være velegnet til et vandværk af vores størrelse, og hvilke systemer vi næppe skal eller kan bruge.

Det er naturligvis afgørende, at vi finder et system, der både teknisk og økonomisk kan forsvares over for forbrugerne, som er dem, der skal betale regningen. Vi skal derfor finde frem til det system, som på bedst mulig måde kan indpasses uden uforholdsmæssige store om- og tilbygninger, og skal derudover være velegnet til den vandmængde, der skal behandles. 

Det er ikke muligt at træffe en beslutning på grundlag af de nuværende informationer, men vi er af den opfattelse, at den teknologiske udvikling er til vores fordel, og at der er både praktiske og økonomiske fordele ved at være afventende med en endelig beslutning.

Læs iøvrigt om blødgøring af kalkholdigt vand ved at klikke ind på menupunkt: Andelshaverinfo, og derefter på undermenuen Blødgøring.


28. november 2018.
Afslutning på voldgiftssagen hvor Mølbak VVS A/S havde anlagt krav om erstatning

Rammeaftalen om tilsyn med anlæg og øvrige driftsopgaver mellem Ejby Vanværk og Mølbak VVS A/S blev indgået den 23. maj 2014, og blev opsagt den 14. april 2016 i sin helhed, begrundet i manglende opnået kvalitet i tilsyn og drift af Ejby og Højstrupvård Vandværker

Reaktionen herpå kom fra Mølbak VVS A/S som krav om erstatning på kr. 511.570,- med tillæg af renter og omkostninger, samt om betaling af fakturaer på i alt kr. 209.129,-, som Ejby Vandværk havde tilbageholdt på grund af tvisten.

Mølbak VVS A/S har fremsat et forligsforslag om frafald af erstatningskravet på kr. 511.570,- mod betaling af de udestående fakturaer på kr. 209.129,-.

Ejby Vandværk har tiltrådt dette forlig, beløbet er betalt og sagen er herefter afsluttet.

Juni 2018

Vandværket har taget et nyt sms-system i brug, så vi hurtigt og nemt kan orientere om ledningsbrud eller andre uregelmæssigheder i forsyningen.
Der bliver sendt SMS-meddelelser til alle de mobilnumre, der er tilmeldt den enkelte adresse i vores forsyningsområde. Hvis du ønsker at afmelde et mobilnummer eller tilmelde et andet mobilnummer kan det ske her på hjemmesiden under punktet: Selvbetjening/Tilmeld eller afmeldt SMS. Under punktet gives en vejledning i, hvorledes det foregår.